Viser opslag med etiketten chokolade kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokolade kage. Vis alle opslag

lørdag den 28. april 2012

KOKOSKAGE MED APPELSINSYLTEDE RABARBER





Mums; det er en lækker kager, nyd den med de sprøde og søde rabarberstykker, du kan også hvis det skal være helt fantastisk, give en stor kugle vaniljeis til.














FOTO: Lars Ranek
(10 personer)
200 g smeltet smør
200 g sukker
40 g hvedemel
1 1/2 tsk. bagepulver
2 dl kokosmel
125 g mandler
4 æg
fintrevet skal af 2 økologiske appelsiner (gem resterne til rabarberlagen)
DRYS
1 dl kokosmel
SYLTEDE RABARBER
(kan tilberedes dagen før)
Saften fra to appelsiner
1 dl rørsukker
kornene fra 1/2 stang god vanilje
400 g rabarber
Rør smør og sukker sammen, tilsæt hvedemel, bagepulver og kokos. Blend mandler til mel og vend det i dejen.  Tilsæt æggene et af gangen og rør godt indimellem. Riv appelsinerne fint og kom skallen i dejen. For en bradepande på 20cm x 30 cm med bagepapir, og hæld dejen i den, drys med kokos. Bag kagen ved 180 grader i 20-25 minutter. Kog saften fra de to appelsiner med sukker, vaniljekorn og vaniljebælgen. Lad det koge til sukkeret er opløst og konsistensen er som tykflydende sirup. Skyl og skær rabarberne i tynde skiver let på skrå, og hæld lagen over. Servér kagen i små stykker med lidt syltede rabarber på.

torsdag den 15. december 2011

DEN 15. DECEMBER; CHOKOLADEKAGE MED KRYDDERIER OG CHOKOLADE



Den lækre chokoladekage er krydret med de skønne julekrydderier, og er lige til at nyde i juledagene.
200 g mørk chokolade (70 % kakao)
200 g smør
300 g farin
2 store æg
1/2 stang vanilje
1/2 tsk. bagepulver
1 tsk. stødt kardemomme
3 tsk. stødte nelliker
1 tsk. stødt kanel
150 g hvedemel
1/2 dl. kogende vand
GLASUR:
200 g flormelis
2 spsk. kakao
lidt kogende vand
PYNT:
guldglimmer
Hak chokoladen fint, og smelt den over et vandbad. Tilsæt smørret i mindre stykker, og rør det godt sammen, til du har en ensartet flydende masse. Pisk farin og æg godt sammen, og rør chokolade/smørblandingen i. Sigt alle krydderierne sammen med melet, og vend det i dejen. Justér med vandet til en let tyk dej.
Hæld dejen i en smurt brødbageform på 1 liter. Bag kagen i 30-40 minutter i en 175 grader forvarmet ovn. Vend kagen ud og afkøl den på en rist.  Rør ingredienserne til glasur sammen. Hæld over kagen,  og pynt med guldglimmer. Opbevar kagen i formen på køl.

onsdag den 14. december 2011

den 14 december, så er det tid til min yndlingskage; SMÅ MOKKA SARAH BERNHARDT








Mokka, chokolade, på en lille hasselnødmakron, ja, jeg siger det bare, den ene. tager den anden, til fadet er tomt.
HASSELNØDDEMAKRONER
75 g hasselnødder
75 g flormelis
3 æggehvider (2 bæger pasteuriseret)
50 g rørsukker
DESUDEN:
En sprøjtepose
FYLD:
2 1/2 dl piskefløde
175 g god mørk chokolade, finthakket
2 tsk. instans kaffe
OVERTRÆK & PYNT
80 g mørk chokolade
2 spsk. knuste violer
Blend hasselnødder helt fint med flormelis. Pisk æggehviderne stive med sukker, og vend dem forsigtigt sammen med nøddeblandingen. Kom massen i en sprøjtepose, og sprøjt små bunde ud på en bageplade med bagepapir, de skal være på størrelse med en 5-krone. Bag dem i en 150 grader varm ovn i 6-8 minutter til de er let gyldne. Afkøl på en rist. Hak chokoladen helt fint, og varm fløden i en lille gryde,til den koger. Tag fra varmen, pisk kaffepulver i og hæld over chokoladen, mens du pisker til en let creme. Lad cremen sætte sig i ca. 3 time i køleskabet. Pisk blandingen helt stiv, og smør den i små toppe på makronerne. Stil dem i fryseren, mens du smelter chokoladen over et vandbad. Tag kagerne fra fryseren, og dyp dem i chokoladen, så bunden stadig er uden chokolade. Drys med violer, stil i køleskabet til de skal spises.

fredag den 9. december 2011

KRYDRET CHOKOLADEKAGE


FOTO 22
Denne skønne kage, er fyldt med tørret frugt, julekrydderier og chokolade. Server den på en kold blæsevejsdag, til en kop te eller kaffe.
300 g rørsukker
4 æg
220 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
1 tsk. nelliker
2 spsk. kakao
1 1/2 dl piskefløde
100 g smør
100 g mørk orange chokolade
50 g tørrede abrikoser, let groft hakket
50 g tørrede dadler, let groft hakket
40 g syltet ingefær, helt fint hakket
40 g grofthakkede valnødder
40 g hakket pistacienødder
ENDVIDERE:
Smør til formen
4 spsk. sukker til formen
2 liters rundspringform
OVERTRÆK OG PYNT
100 g mørk chokolade (70 %)
50 g knuste, ristede kakaobønner(specielkøbmanden)
tørrede appelsinskal, vendt med lidt rørsukker
Rør sukker og æggene helt lyst. Sigt hvedemel, bagepulver, kanel, nelliker og kakao sammen og vend det i æggemassen. Rør forsigtigt piskefløden i lidt af gangen. Smelt smør og chokolade over et vandbad, og hæld det i dejen, mens du rører. Vend de tørrede frugter og nødderne i dejen. Hæld dejen i en smurt bageform, der er drysset med sukker. Bag kagen midt i en forvarmet ovn ved 180 grader i 40- 45 minutter.
Afkøl kagen på en rist. Smelt chokoladen over et vandbad, og overtræk kagen. Drys med pynten, og lad kagen stå til chokoladen er stivnet.