torsdag den 22. december 2011

ISLAGKAGE MED CHOKOLADE OG ORANGE





Is og kage, i en dessert, så bliver det ikke meget bedre, her kan du pynte med lige det bær du har lyst til. Stil kage i køleskabet 30 minutter før den skal spises. Der er nok til 8 personer.


BUNDE
3 æggehvider (2 bæger pasteuriseret æggehvider)
150 g flormelis
150 g blendede mandler
fintrevet skal af en økologisk appelsin
1 tsk. bagepulver
kornene fra 1/2 stang god vanilje
CHOKOLADETRØFFELCREME MED ORANGE
100 g god mørk chokolade med orangesmag (kakao indhold 70 %)
4 æggeblommer (2 bæger pasteuriseret)
40 g sukker
2 1/2 dl piskefløde
PYNT:
50 g høvlet mørk chokolade
125 g blåbær
Beklæd bunden af en springform på 20 cm i diameteren med bagepapir, og sæt ringen fast. Så papiret holdes på plads. Smør formen godt og sæt til side. Pisk hviderne stive, tilsæt flormelis og pisk til hviderne er helt stive. Vend de blendede mandler med appelsinskal, bagepulver og vaniljekorn, og vend det hele forsigtigt i æggehviderne, fordel dejen i formen. Bag bunden i en 180 grader varm ovn i 20 minutter.  Afkøl bunden helt, og læg den tilbage i den nu rengjorte form.

Hak chokoladen helt fint, og smelt den over et vandbad. Pisk æggeblommerne helt hvide med sukkeret, og hæld forsigtigt den smeltede chokolade i, mens du pisker. Stil til side. Pisk fløden til skum, og vend en tredjedel af skummet over i chokoladeblandingen, denne blanding vendes forsigtigt tilbage i resten af flødeskummen. Fordel chokoladecremen over bunden i formen, kom husholdningsfilm omkring formen, og stil den i fryseren, til den har sat sig, mindst 6 timer, og gerne natten over. Høvl chokoladen over kagen og pynt med blåbær.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar